Tid til skoledag
Skolelivet på Vestbirk Friskole
Skolelivet på Vestbirk Friskole
Vestbirk Friskole er kendetegnet ved en overskuelig elev- og lærergruppe samt en fast struktur med plads til velkomne afvigelser. Vi har i gennemsnit 11 elever per klassetrin, og skolens ca. 100 elever er opdelt i tre grupper:
- Lillegruppen: 0.-2. klasse
- Mellemgruppen: 3.-5. klasse
- Storegruppen: 6.-8. klasse
Undervisningen foregår både på det enkelte klassetrin og sammen med et eller to nabotrin, ofte med to lærere. Fra kl. 09.05 følges det faste skema, der gælder for hele skoleåret, bortset fra fem uger med emneuger og traditionsdage. Eleverne deltager også i ekskursioner til virksomheder, kulturinstitutioner og naturen. De ældre elever underviser lejlighedsvis de yngre, f.eks. ved at læse for dem.
Skolen har desuden en årlig lejrskole/skolebyttetur for hele skolen samt andre faste ture, som er beskrevet under de enkelte grupper.
Dagsrytmen
Dagen starter med læsebånd fra 08.15-08.40, hvor eleverne læser i selvvalgte bøger eller fagtekster. Fra 08.40-09.05 er der samling, som begynder med en sang fra Højskolesangbogen, efterfulgt af Fadervor. Herefter fortæller lærerne skiftevis om emner som eventyr, historie, geografi og naturfag. Når eleverne har stof egnet til mundtlig fremlæggelse, overtager de fortællingen. Samlingen afsluttes med meddelelser og en nyere sang.